Beregn CO2 aftryk med Klimakompasset
Erhvervsstyrelsen har 1. dec udgivet CO2-beregningsværktøjet Klimakompasset i web-version. Hidtil har beregningsværktøjet været stillet til rådighed i et omfattende regneark til download; CO2 beregneren.
Klimakompasset er et fremragende værktøj alle små- og mellemstore virksomheder kan benytte som et første, grundlæggende overblik over virksomhedens aftryk.
Detaljeringsgraden er omfattende og beregningerne af udledning foretages med udgangspunkt i GHG protokollen (The GreenHouse Gas Protocol), der er de facto standard globalt og kendetegnes ved opgørelsen af Scope 1 – 2 – 3 udledninger defineret efter hvor stor egenkontrol virksomheden har over udledningerne.
Anvendelse af Klimakompasset
Det er i vore dage ganske naturligt at kunne redegøre for egne aftryk. Traditionelt tales om “baseline” udledning, forstået som startpunktet for arbejdet med at reducere aftryk.
Klimakompasset giver (brugt korrekt) et absolut realistisk overblik over både virksomhedens samlede aftryk og efter ønske opdelt i funktioner og produktlinjer alt efter set-up.
Indsamling af data er naturligvis et større arbejde, men kan også blot opgøres i hovedkategorier som Energiforbrug, Indkøb, Transport, Affald og håndtering, Varesalg mm. Det er muligt at anlægge såvel en overordnet som meget detaljeret opgørelse på produktlinje- og procesniveau.
Samlet giver Klimakompasset overblik over
– samlet udledning af CO2
– beregningsgrundlag for at vurdere effekten af tiltag
– beregningsgrundlag for at udarbejde et klimaregnskab
– og hvad kan kompasset ikke bruges til
Det er et værktøj baseret på selvudfyldelse, ikke-kontrolleret eller valideret af ekstern tredjepart og i øvrigt aldrig bedre end datagrundlag og input.
Klimakompasset er dermed ikke en certificering eller sammenlignelig hermed. Af samme grund kan resultatet ikke bruge til aktivt at formidle klimaindsats og status i kommunikationsøjemed eller markedsføring.
Men det er korrekt anvendt særdeles nyttige beregninger at stille til rådighed for interessenter (fx som en del af klimarapporteringen), herunder som baseline for fremadrettede, aktive tiltag og reduktionsindsatser.
Emissionsfaktorerne i Klimakompassets beregningsdel opdateres årligt ved udgangen af året for de flestes vedkommende.