Gamle Mursten – nu som flaske automat
Ved den netop afholdte Building Green konference på Lokomotivværkstedet, var der sædvanen tro masser af inspiration.
Temaet genbrug og genanvendelse af byggematerialer fylder meget og er ikke betydningsløst. Byggesektoren står for omkring 30% af Danmarks samlede CO2-udledning. Denne udledning fordeler sig på produktion af materialer, selve byggeprocessen og energiforbruget i bygningerne.
Men der er en række benspænd forbundet med at genbruge byggematerialer. Det er ofte både vanskeligt og dyrt, fordi det kræver tid, omhyggelighed og ressourcer til at adskille, klargøre og sortere materialerne. Materialerne kan være svære at finde i de rette mængder og den rette kvalitet. Herefter kan udfordringen være genbrugsmaterialers fravær af garanti. Eksempelvis er der strenge krav i bygningsreglementet (brandsikkerhed mm), men også den manglende certificering af brugte byggematerialers tekniske egenskaber, kan gøre det mere besværligt at vælge genbrugte materialer. Set i forhold til – blot at rekvirere nye.
Produktionen af nye, standardiserede materialer er nemlig betydeligt mere strømlinet og billigere end den manuelle proces, der kræves for at nedtage, forberede, afrense og videretransportere genbrugsmaterialer.
Og så ankommer de genbrugte materialer som nævnt uden hverken garanti eller mærkning. Det vil sige – lige til nu….

Gamle Mursten
Virksomheden ‘Gamle Mursten’ – gæt hvilke byggematerialer de har valgt at fokusere på – har trådt helt nye veje for at overvinde de nævnte benspænd.
Og mursten er bestemt indsatsen værd. Miljøstyrelsens samfundsøkonomiske analyse af genbrug af mursten viser et stort potentiale i at genbruge for at spare på CO2-udledning og råstoffer. Analysen, med titlen “Samfundsøkonomisk analyse af genbrug af mursten“, konkluderer, at det samlede markedspotentiale i Danmark er 47 millioner mursten årligt, hvilket svarer til en besparelse på 22.500 tons CO2. Analysen er begrundet i regeringens mål om at gøre Danmark mere ressourceeffektivt, og den har haft betydning for at øge fokus på genbrug af byggeaffald, specifikt mursten.
CE-mærkning af genbrugte mursten
‘Gamle Mursten’ var nomineret på Building Green konferencen for deres CE-mærkning af rensede mursten. Og som der står i nomineringen:
Gamle Mursten ApS blev den første virksomhed i Europa til at opnå CE-mærkning på et genbrugsbyggemateriale.
CE-mærkningen har fjernet en af de største barrierer for genbrug i byggebranchen – manglen på standarder og dokumentation. Nu kan genbrugte materialer anvendes i almindeligt byggeri uden at gå på kompromis med kvalitet, sikkerhed eller myndighedskrav.
Gamle Mursten har dermed bidraget til, at andre aktører i Europa kan CE-mærke deres egne genbrugsmaterialer – og vist, at cirkulær økonomi ikke blot er en vision, men en realistisk vej for byggeriet.
CE mærkningen er en garanti for, at stenene opfylder moderne kvalitetsstandarder ved at blive testet for tryk, frost og vandoptag, før de kan genbruges i nye byggerier. CE-mærkningen sikrer, at de genbrugte mursten er lovlige at markedsføre og sælge i EU
Men også andre benspænd er adresseret i Gamle Murstens indsats på området
…en flaske automat
Blandt de øvrige benspænd for genbrug er tidsforbrug og delprocesser for selve arbejdet med nedtagning og afrensning. Og herefter opgaven med transport fra nedrivningssted til lager og herefter videre til nybyggeri. Alle disse delprocesser koster både CO2 og den anden, kendte valuta i byggeprocesser – kr….
En spændende genvej til optimering er derfor at samtænke nedrivningen med nybyggeriet. Ved flere og flere projekter med nedrivning af særlige bygninger er det oplagt at genbruge særlige materialer og herunder ikke mindst mursten.
Også her har Gamle Mursten fundet en innovativ løsning. Et mobilt rensningsanlæg til mursten. Leveret i en rensecontainer. Anlægget renser mursten mekanisk, uden vand eller kemikalier, så de kan genbruges i det nye projekt. Processen er navngivet ‘Bricks Again’ og kan afrense mursten i alle størrelser, med alle mørtler. Direkte på nedrivningspladsen.
Indehaveren og opfinderen bag, Claus Juul Nielsen, beskrev selv løsningen som en flaske automat. Du placerer een mursten ad gangen. Og så kommer den ud i den anden ende, afrenset og klar til brug.
Det er blot at booke anlægget.
Tilbage står så, at en sådan cirkulær tilgang mellem nedrivning og nybyggeri ikke normalt samtænkes. Men er en i min optik lille genistreg, der muliggør det cirkulære genbrug, når en gammel bygning skal give plads til en ny. Hvorfor ikke indtænke og genbruge de gamle byggematerialer….
Jeg er fan!
– og håber at virksomheden aktivitet fremover bliver domineret af maskinudlejning….Bricks Again!
