Producentansvaret der blev væk – skandalen om H&Ms tøj indsamling
Med et skarpt tænkt stykke graverarbejde, satte to svenske journalister gps trackere i 10 stykker tøj, der efterfølgende blev indleveret til H&Ms tøj retur system i butikkerne.
Resultatet var en katastrofe – set som bæredygtighedskoncept – og for H&Ms renomme. Kun få af de indleverede tøjstykker blev genbrugt som H&M stillede i udsigt – mens andre stykker beklædning endte på de kendte tøj-lossepladser i udviklingslande. Samlet transporteres de 10 stykker tøj ca 57.000 km svarende til 1½ gang jorden rundt!!!
Læs hele skandalen hos Aftenposten. Det er skræmmende læsning men et forrygende stykke journalistik. Og et skræmmende billede på misforholdet mellem forventninger til indsamlingsprogrammers gavnlige effekter og realiteterne.
H&M’s tilsyneladende bæredygtighed: Rejsen fra Stockholm til Afrikas markeder
Har du nogensinde spekuleret på, hvad der sker med de tøjstykker, du køber og bliver træt af? Hvert år bliver der produceret omkring 100 milliarder nye beklædningsgenstande i verden. Studier har vist, at halvdelen smides væk inden for et år – og alt skal jo ende et eller andet sted.
I en undersøgelse afslører Aftenposten, at H&M’s bæredygtighedsinitiativer måske ikke er så grønne som reklamerne antyder. Klæder indsamlet til genbrug ved H&M ender i stedet i miljøkatastrofer i fattige lande.
Vi har i butikkerne set H&M’s reklamer med opfordringer som “Let’s close the loop” og løfter om en cirkulær modeindustri. Men ifølge Aftenpostens dybdegående undersøgelse er virkeligheden en helt anden.
Mange tror, at second-hand tøj, der afleveres til butikskæder eller hjælpeorganisationer, bliver doneret. Det er sjældent tilfældet. I stedet sælges tekstilerne videre til mellemmænd og bliver en del af en global milliardindustri.
En nordisk rapport har konstateret, at der er meget lidt viden om second-hand-tøjenes skæbne. I en statslig undersøgelse fra 2019 advares der mod risikoen for, at tøjet til sidst dumpes eller brændes.
Klæder indsamlet til genbrug hos H&M ender for eksempel i stedet i enorme sorteringsanlæg i Tyskland og eksporteres derefter til tredjeverdenslande som Benin og Rumænien. Disse lande bliver de uheldige modtagere af store mængder vestlige tekstilaffald, der forurener deres miljø og skaber enorme affaldsproblemer.
Aftenpostens undersøgelse viser også, at kun en lille procentdel af de indsamlede tøjstumper faktisk sælges i Sverige. Resten eksporteres til lande, der ikke har kapacitet til at håndtere affaldet og ender ofte på store markeder, hvor tøjet ikke kan sælges og i stedet dumpes eller brændes.
H&M hævder, at deres genbrugsprogram er en del af deres bæredygtighedsindsats, men Aftenpostens undersøgelse afslører, at virkeligheden er mere kompleks og langt mindre miljøvenlig.
Den svenske modegigant står dermed over for anklager om dobbeltmoral, da virksomheden i sin markedsføring promoverer bæredygtighed, mens den i virkeligheden bidrager til globalt affaldsproblem og forurening.
Aftenpostens artikel illustrerer den skjulte rejse, som vores tøj tager fra vores garderober til fjerne lande og markerer behovet for mere gennemsigtighed og handling inden for modeindustrien.
Det skal dog bemærkes, at H&M i kølvandet på afsløringer har afsluttet samarbejdet med underleverandøren til indsamlingsprogrammet, I:Collect
Modeindustrien – en uløselig cirkulær udfordring
Tilbage i Wittstock er Susanne Bäbig fra I:Collect åben omkring eksporten til fattigere lande. “Vi er nødt til at være realistiske. Vi kan ikke bruge alt tøj igen, og vi kan heller ikke genbruge alt. Men det er også grunden til, at vi investerer i oplysning om bæredygtighed i disse lande.”
Hun påpeger, at I:Collect arbejder med sociale projekter i lande som Ghana og Benin. Ifølge hende handler det om at uddanne lokalbefolkningen til at håndtere tøjaffaldet på en mere bæredygtig måde.
H&M oplyser i en skriftlig kommentar til Aftenposten, at de “tager rapporten meget alvorligt” og vil “undersøge beskyldningerne om eksport af tekstilaffald.” Modekæden understreger også, at de “ikke accepterer, at vores tøj bruges som affald, og vi vil tage handling for at stoppe det.”
Undersøgelsen peger dog på det større problem i hele modeindustrien.
Selvom H&M er en af de største aktører, er de ikke alene om at eksportere brugt tøj til udviklingslande. Samtidig er problemet komplekst, da det også handler om forbrugernes krav om billige tøjprodukter og virksomhedernes ansvar for at gøre modeindustrien mere bæredygtig.
Spørgsmålet er, om det er realistisk at forvente, at en branche, der er bygget på overforbrug og hurtige modecyklusser, kan ændre kurs og opnå reel bæredygtighed. Mens diskussionen om modeindustriens fremtid intensiveres, står det klart, at der er brug for mere gennemsigtighed og ansvarlighed, hvis vi skal undgå, at vores tøj ender som affald i fjerne lande.
