SHELL dømt til at reducere sine CO2 udledninger med 45 pct inden 2030
Ved Distriktsdomstolen i Haag i Holland blev Shell dømt 26. maj 2021 til at reducere sine CO2 udledninger med 45 procent inden 2030, sammenlignet med 2019-udledningerne.
Kammeradvokaten skriver om sagen, at den var anlagt af en række klima organisationer der gjorde gældende, “ at Shells klimamæssige målsætninger var utilstrækkelige, og at selskabet havde været bekendt med de farlige konsekvenser af dets CO2-udledning i flere årtier. Sagsøgerne påberåbte sig bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 (ret til livet) og artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv) samt målene i Parisaftalens artikel 2, stk. 1.”
Sagen – og ikke mindst dommen – er opsigtsvækkende!
Ifølge Kammeradvokaten fastslog domstolen bl.a., at “det er nødvendigt øjeblikkeligt at håndtere klimaforandringerne, og at Shell som privat aktør er forpligtet af Parisaftalens mål under henvisning til den brede internationale konsensus omkring ikke-statslig handling, der efter domstolens opfattelse har eksisteret siden 2012, idet stater ikke kan tackle klimaspørgsmålet alene.”
Andre oliefirmaer har reageret umiddelbart, herunder Chevron, der iflg Politikken vedtog på generalforsamling at ikke blot reducere egne emissioner, men at pålægge kunder/aftagere samme forpligtelse.
Uagtet at Shell har tilkendegivet at ville anke dommen, er konsekvenserne nemlig uoverskuelige i sammenhængene mellem klimaudfordringerne/global opvarmning, virksomheder/forurenere og lovgivningen i enkeltlande.
Kan virksomheder dømmes for ikke-kvantificerbare andele af et fælles, globalt problem?
Producent ansvar
En kerne af spørgsmålet er derfor også hvad man kan kalde det udvidede producentansvar.
På en række områder er der bevægelser henimod at pålægge den enkelte virksomhed forpligtelsen – byrden – ved oprydning efter (for)brug. I sidste ende er en række beslutninger om mulighederne for genanvendelse, genbrug og bortskaffelse konsekvenser af virksomhedens valg af materialer og konstruktion.
Ekesmpelvis ift målet om øget reparation og cirkularitet pålægger EU fremtidigt hvidvare/elektronik virksomheder “the right to repair”, dvs at enheden skal kunne repareres indenfor en 10 årig horisont; konkret ved at stille konstruktionstegninger og reservedele til rådgighed.
Bortskaffelsesdele og affald vil være ligeså naturligt at tage ombord.
I Danmark laver foreningen Plastic Change en producentanalyse over hvilke varemærker og producenter, der står bag affaldsforureningen i naturen. Prducent tjek er udført systematisk globalt siden 2018, og i 2020 rapporten for Danmark blev topkategorierne registreret som slikpapir og tobak. Producentlisten toppes af Stimorol, Prince og Kinder…
I dag findes der ikke love eller regulativer, der deler byrden til oprydning med den producent, der definerer og vælger affalds (emballage) typen.
Dvs faktisk er der måske den første lovgivning af sin art på vej. Eller i hvert fald foreligger et lovudkast fra New York til det udvidede producentansvar for affaldshåndtering, “Extended Producer Responsibility Act” fremsat af senator Todd Kaminsky og Steve Englebright.
Trenden er omsiggribende og efter at Shell blev dømt til at reducere sine CO2 udledninger med 45 pct synes der banet nye veje for at omplacere nogle af de fælles byrder.
Læs mere her
Kammeradvokaten
