Skærmene har sejret sig selv ihjel
Opdatering – 20. juni 2022
EkstraBladet har i en artikel om børns skærmtid – “Forskere slår alarm” – refereret skrappe, norske skærmretningslinjer for børn, baseret på WHOs guideline:
Ingen skærme til børn under to år og maksimalt een time dagligt for børn mellem to og fem år.
Den betydelige opstramning tager udgangspunkt i en række af de alvorlige problemstillinger, Manfred Spitzer nedenfor har argumenteret for i årevis:
– indlæringsproblemer og i visse tilfælde kognitive udfordringer
– nærsynethed
– dårligere motorik, heraf afledet fedme
Grundlæggende er udfordringerne dermed dels knyttet til selve skærmen, dels knyttet til det, skærmtiden forhindrer; dvs andre (udendørs) aktiviteter, der stimulerer motorik, sensoriske sanser og hele det øvrige apparat.
Læs evt med (igen) nedenfor for en samlet opdatering – indtryk fra en key note speak i 2019…
……
Back in the days, hvor skærmene skyllede ind over land og trak det glittede & trykte papir væk, diskuterede vi ivrigt, hvad der læsemæssigt var optimalt. Fordele og ulemper ved de to grundlæggende læse- og medieplatforme. Og hvordan læseoplevelsen ved papir kunne overføres, konverteres eller veksles til skærm. Idag er vinden atter vendt, og på andre måder konstaterer vi, at skærmene har sejret sig selv ihjel. Uden omlægning af Thomas Nielsens replik fra 1982 på LOs landsmøde.
Der materialiserede sig aldrig rigtigt i en konklusion, uagtet at teknolgiskiftet blev en realitet. Skærmene sejrede og bredte sig. I de senere år har spørgsmålet om skærmene er en velsignelse eller forbandelse dog fået ny opmærksomhed. Eller rettere, skærmene har fået ny modstand. En af modstanderne har et navn – Manfred Spitzer – og modstanden har en diagnose – digital demens.
Jeg havde fornøjelsen af at overvære Manfred Spitzers keynote ved Internetdagen 5. september 2019, og siden har jeg haft lyst til at sætte ord på mange af de betragtninger, der blev fremhævet om konsekvenserne af skærmen som medieplatform.
Manfred Spitzer er hjerneforsker. Tysk hjerneforsker intet mindre, hvormed vi roligt kan gå ud fra, at de ca 7.500+ forskningspapirer – der udgør fundamentet for hans bog “Digital Demens” – rent faktisk er researchet og læst…
Der er dermed tale om en grundig opsamling og struturering af omfattende, global forskning på området, og Spitzers konklusioner falder i fire hovedkategorier (min inddeling)
– hjernens indlæring med skærmbrug
– fysiske konsekvenser af skærmbrug
– sociale aspekter af skærmbrug
– læsemæssige aspekter ved skærmbrug
Reelt kunne man som første indsigelse fremhæve, at de negative konsekvenser dermed har forskellige fædre, forskellige kilder, herunder skærmens påvirkning (lys, læseevne, indlæringsevne mm), indholdets påvirkning (sociale medier, spil mm) og adfærdskonsekvenser (mobiltjek, afhængighed mm) med hver sine skadevirkninger.
Men sagen er i sin enkelthed, at den digitale, håndholdte schweizerkniv i form af smartphonen er the one ring to rule them all… Fænomenet med smartphones betyder, at a-l-t er tilgængeligt, h-e-l-e tiden…og vi derfor ikke kan lade være!
Manfred Spitzers konklusioner er dybt foruroligende for det stigende skærmbrug generelt og for børn og unge specielt.
Og konsekvenserne for favorisering og brug af digitale undervisningsmaterialer ikke positive, mens kvaliteterne som medieplatform må være til diskussion og afvejning ift formål.
En spoiler er indlysende, at dette er mit resume af et massivt kompleks. Men der er masser af yderligere materiale og nuancerede synspunkter at hente i Manfreds Spitzers publikationer. Og det er som allerede nævnt et særkende ved Manfred Spitzers arbejde, at alt research er tilgængeligt for egen efterprøvning.
Digital Demens
Lad os starte med den generelle tese om digitaliseringens & skærmenes konsekvenser for hjernen:
Digital demens, hvilket samtidigt er titlen på Manfred Spitzers bog.
“Digitale medier får os til at bruge vores hjerne mindre, så dens ydeevne med tiden bliver dårligere,” skriver Manfred Spitzer. “Den digitale demens viser sig i, at man ikke længere fuldt kan udnytte og kontrollere sine mentale evner som at tænke, ville og handle.” Det handler om kognitive evner som opmærksomhed og udvikling af sprog og intelligens; alt sammen noget, der har forbindelse med, hvordan den menneskelige psyke fungerer.
Spitzer skriver videre, at “Demens handler ikke bare om, at man glemmer…. Det handler meget mere om åndelig ydeevne; det handler om at kunne tænke kritisk og om at have et overblik over “informationsstrømmens tætte buskads”. Hvis kassedamen regner “2 plus 2” ud på lommeregneren og ikke er klar over, at resultatet “400” må være forkert…så betyder det til syvende og sidst, at der ikke længere er nogen, der selv tænker med.”
Begrebet “digital demens” er Manfred Spitzers stødt på i Sydkorea, hvor en undersøgelse fra 2007 observerede stigende opmærksomhedsforstyrrelser, koncentrationsproblemer og depressioner blandt unge med overdreven brug af digitale medier; Halvdelen af Sydkoreas 50 mio indbygger følger e-sport, der har fortrængt fodbold og og baseball som landets nationalsport, og spilafhængighed er tilsvarende vokset til et samfundsproblem, med 5 pct. af landets unge hårdtramt, og 10 pct i risikozonen.
Alene problemet med at sidde oppe hele natten har indlysende konsekvenser for skolearbejde…og i denne sammenhæng sammenlignes spilafhængighed – internetafhængighed – med alkohol og cigaretafhængighed.
En dansk gymnasieskole, har oplevet så store problemer med træthed, udpeget med smartphone som kilde. Det er ikke ukendt at benytte sin smartphone som vækkeur, men de danske studerende tog den skridtet videre. På video kan man ved selvsyn konstatere, at mobilen ikke er på lydløs. Og ønsket om at være konstant opdateret fylder så meget, at mobilen tjekkes. Generelt tjekkes mobilen af 22 pct. i løbet af natten, hvis den lægger i soveværelset. Og 2 pct. tjekker, hvis den er i et andet rum.
På Roskilde Katedralskole gik rektor derfor til sagen med klarsyn. Han uddelte gratis vækkeure, og bad eleverne fjerne mobilen fra soveværelset. En simpel løsning på vanskelighederne ved at slippe mobilen om aftenen. I løbet af natten. Og first-thing om morgenen.
Mangel på nattesøvn hjælper ikke akademisk formåen. Vi vender tilbage til skærmens betydning for nattesøvn senere. Men alle os teenage forældre bør insistere på, at mobilen er helt væk fra værelset, når der skal soves. Ved at løse problemet præcist som Roskilde Katedralskole.
For voksne er nattesøvn ligeså vigtigt som for alle andre og reglen derfor den samme. Ligeså tjekkeadfærden. Hertil kommer hverdagens digitale demens i form af koncentrationsbesvær og flygtig opmærksomhed. I en undersøgelse fik det navnet brain-drain.
Sagen er, at alene bevidstheden om mobilens tilstedeværelse stjæler en del af vores opmærksomhed og vores kognitive kapacitet. Undersøgelsen tog udgangspunkt i arbejdssituationen, hvor notifikationer, eller tjek af nye emails, sms m.v. reducerer vores kognitive kapacitet og opmærksomhed. Selv som slukket!
Spitzer nævnte tre niveauer for distraktion jvnf billedet fra konferencen: Indenfor synsvidde = max distraktion, i lommen = distraktion og først helt uden for synsvidde – dvs i andet rum – var opmærksomhedsreduktionen minimal, dvs den kognitive kapacitet ikke reduceret.
Når selv en slukket telefon indenfor rækkevidde tager en del af menneskets kognitive kapacitet, er det derfor fornuftigt at danne nye normer for os selv. Erhvervspsykologen Helen Eriksen siger: »Vi bliver nødt at lave regler for os selv. For eksempel at lægge mobilen fra sig og kun tjekke den på bestemte tidspunkter. Både når man er på arbejde eller sidder i sin stue med familien.« Erhvervspsykologen påpeger, at nogle brugere oplever at blive afhængige af deres smartphone – »For nogle kan det være som at stoppe med et kokainmisbrug (at tjekke mobilen)”.
Hjernens indlæring
Det er alment accepteret fra neurologien, at hjernen hele tiden ændrer sig og skal bruges for at holdes ved lige. Ellers sygner den hen, som det er tilfældet ved muskler, der ikke bruges.
Indlæring sker iflg Spitzer og andre optimalt, jo mere aktivt man selv indgår; jo mere aktiv indlæring, jo mere lærer man og jo flere “spor” lagres i hukommelsen. Her er de digitale spor mere overfladiske, fordi der ikke aktivt bearbejdes ved vurdering af informationer, ligesom surf, multi-tasking og den digitale metode med at dele op i små-bidder i sig selv skaber overfladiskhed og koncentrationsudfordring.
Vi har brug for at processere data, før de kan lagres – hjernen kan ikke blot downloade, som Spitzer formulerer det
Spitzers konklusion er derfor, at der er en negativ sammenhæng mellem brug af skærm og kognitiv indlæring. Og computer brug i skolen negativt korrelleret med præstationer. Jo dårligere udgangspunkt (evner) desto større negativ påvirkning.
Problemet med digitale hjælpemidler i skolerne kan aflæses direkte i karakterne, hvilket flere analyser peger på. Herunder et studie på West Point, det amerikanske militærakademi, der viste, at ved inddeling i grupper med og uden digitale hjælpemidler, fik de studerende uden hjælpemidler efter semesteret signifikant højere karakterer.
Brugen af tastatur ift at skrive i hånden har samme problemstilling – det første lagrer sig ringere i hukommelsen. Den større hastighed på tastaturet forhindrer hjernen i sideløbende at bearbejde ny information og reflektere over det nedskrevne. Og det er ikke kun forståelsen, der styrkes af blyant – også kreativiteten bliver bedre.
For min personlige del var det mest grænseoverskridende at få italesat, at Google decideret gør børnene dummere. Det er populært sagt for let blot at bede om svaret (jeps, idag taler vi jo altså til mobilen, Google Home m.fl). Og hjerne lagrer kun hvis det opleves som “nødvendigt” eller der foregår en aktiv processering, der skaber hukommelsesspor.
Hovedpointen er med andre ord at skærmene samlet gør os til passive forbrugere, der ift læring blot finder svar istedet for selv at reflektere sig frem med fakta og selv aktivt producere viden.
De sociale aspekter
Den – om man så vil sige – anden pointe, altså det, at skærmbrugen tager vital tid fra at lære med andre sanser, kan aflæses på mange fronter. Det er derfor vigtigt ikke at overse, at andre udviklende stimuli reduceres som en konsekvens af for meget skærmtid. Nemlig al den læring, med de mange andre sanser, interaktioner og socialisering med andre, som børn ikke får. Fordi de sidder begravet med mobil, iPads eller playstation….
Eller når børn bliver endeløst (ligegyldigt) underholdt med passivt forbrug af tv serier eller video eller spil. De oplever dermed færre fysiske, kropslige og interpersonelle stimuli, hvilket i sig selv hæmmer barnets udvikling.
Derfor er en den helt afgørende anbefaling, at INGEN børn i burde få lov at benytte skærme. Hverken iPads, mobiler eller playstation – de bekymrede forældre igennem tiden haft ret.
Børn og unges storforbrug af computerspil og online-tjenester kan føre til manglende empati, færre venner i det virkelige liv (som ikke opvejes af alle de virtuelle), voldsparathed, isolation, stress, depression og meget mere, som fx manglende motion, overvægt og diabetes. Spitzer henviser til veldokumenteret hjerneforskning, omfattende litteratur og notelister i bogen.
Problemstillinger knyttet til f.eks. empati er efterhånden velkendt, og konsekvenserne for bl.a. den grove internetadfærd sættes løbende til debat. Grundlæggende synes problemstillingen at værre, at empati kun læres ved social interaktion. Kun læres ved at møde reaktioner og dermed forstå reaktionerne hos andre. Og sig selv.
De sociale medier – som eksponent for smartphone brugen blandt unge – er i et amerikansk studie af psykolog Jean Twenge, udpeget som 
hovedansvarlig for den bratte stigning af angst, depression og selvmord blandt amerikanske unge, der begyndte omkring 2011. Uagtet hvor vanskeligt det er entydigt at isolere effekter, er sammenhængen mellem skærmudbredelse i form af smartphones og Facebook indikativ – og ret beset logisk med tanke på de sociale mediers forkærlighed for succes historier og lækre selfies.
Selvmord er korrelleret med skærmtid, baseret på tilstedeværelsen af indikatorer set ift. timers forbrug. Som sagt, skærmene har sejret sig selv ihjel!
De fysiske konsekvenser
Også kroppen lider. Lige fra mobiltjekke skader – “text-neck” til søvnbesvær og nærsynethed.
Mobilnakken slider på hvirvler, klemmer nerver, og kan fjerne nakkens – og kroppens – naturlige holdning. Sine steder taler forskere om en epidemi, især udbredt blandt unge. Det er ikke blæst ud af proportioner – nakken belastes med et pres på 27 kg ved en vinkel på 60 gader foroverbøjet.
Skærmlys er fuldstændigt kontraproduktivt før søvn. Hjernen registrerer lys fra skærmen på samme måde som dagslys, dvs udsætter frigørelse af det søvn-inducerende stof melatonin, øge kroppens alarmberedskab og deaktiverer kroppens indre ur. Og selve brugen af skærmen sætter gang i aktive processer, der yderligere reducerer sævntilstanden. Der findes flere redegørelser for emnet, og svaret er enkelt: Indførelse af digitalt forbud. Det gælder børn og voksne. Men især teenagere.
Nærsynethed var i gamle dage noget, der ramte os, der læste for mange bøger. I dag er halvdelen af verdens befolkning i risiko for at blive nærsynede inden år 2050 iflg WHO. Det kan synes som et lille problem indtil man forstår, at nærsynethed øger risikoen for alvorlige øjensygdomme, hvor blindhed fra nethindeløsning er en af de værste, der rammer en procentdel af de nærsynede. Overdreven brug af skærm ændrer simpelthen øjets fysiske udvikling.
Særligt Asien er hårdt ramt af nærsynethed og en hovedkilde er den massive udbredelse af smartphones. Som sådan er læsning på smartphone ikke problemet i sig selv, det er KOMBINATIONEN af fraværet af udendørsaktiviter og dagslys. Stillesiddende børn er dermed hårdest ramt, og da skærmene i sig selv netop hindrer aktivt udeliv, er summen af faktorer – konstant. Skærmene har sejret sig selv ihjel.
Kina har – naturligvis – løst det helt enkelt ved at forbyde smartphones i skolen. Og senest indført en ny lov, der begrænser børns gaming aktivitet til 1,5 time på hverdage og 3 timer på fridag. Præcist hvordan loven skal håndhæves er uklart – men forældre i Kina kan nu med sindsro sige, at “..det er ulovligt at spille mere idag…”
De læsemæssige aspekter
Som medieplatform er det interessant også at evaluere, hvordan den teknologi, vi bruger til at læse, ændrer den måde, hvorpå vi læser. Nogle studier peger ganske klassisk på, at læseren associerer den traditionelle bog med hygge og fordybelse, mens digitale enheder forbindes med søgbarhed og effektivitet. Sådan startede det hele jo også.
Vi bevæger os hermed lidt ud af Manfred Spitzers digitale demens skygge og kigger på selve platformenes egenskaber.
Papirets taktile egenskaber – røre, føle, bladre – fyldte meget de første år i forhold til skærmlæsning. Flere undersøgelser støtter fortsat udgangspunktet, nemlig at den fysiske tekst til forskel fra den skærmbaserede tekst giver bedre forståelse, bedre erindring og læses hurtigere. Den fysiske tekst giver læseren overblik, en fornemmelse af, hvor meget man har læst, og hvor meget der er tilbage af teksten. Denne sanselige, direkte oplevelse giver dig et mentalt kort over hele teksten. Når du ikke blot kan se, men også røre, bliver det lettere for hjernen.
Sagen er, at selve læsningen – hjernens afkodning af tekst, bogstaver, tegn – opleves som en del af den fysiske verden. Hjernen opfatter grundlæggende bogstaver som fysiske objekter, og dermed teksten i sin helhed som et fysisk landskab. Derfor vil den fysiske (længere) tekst have en massiv fordel allerede ved afkodning. Og kan forklare sammenhængen mellem det bedre overblik over materiale og sammenhænge i de fysiske tekster.
Andre studier taler om at præferencer for selve mediet – papir eller skærm – faktisk kan reducere skærmens ringere resultater. I forskningen omkring digital læsning er vane og tilvænning derfor nogle af de væsentlige justeringer.
Danske undersøgelser
I dansk sammenhæng anbefales at holde igen med læsning på computer. Den internationale læseundersøgelse ePirlsviser at det tilsyneladende giver bagslag at læse elektroniske tekster hyppigt i undervisningen (dvs uhensigtsmæssige aspekter ved læsning, herunder negativ effekt af at scrolle for læseforståelsen samt oplevelse af nedsat orientering i teksten).
Lektor Jan Mejding siger således: “Læsning bliver man kun god til, hvis man øver sig, og det finder bedst sted på papir, hvor man ikke bliver afledt af andre ting. Man får ikke den dybe koncentration til at holde fast i pointerne, når man hele tiden bliver afledt af billedmedier og popups og notifikationer. Skærmlæsning er ikke så dybdegående, så som lærer er man nødt til at variere sin læsning med eleverne. Der er nogle ting, der er fine at læse på computer, men der skal ikke skrues op, for hvis man kun læser via skærm, så går man glip af den funktionelle dybdegående læsning”.
Analysen understreger dog samtidigt, at helt afgørende for læsekompetencer er – lysten til at læse. Dette uanset om det foregår fra skærm eller ej. Reelt er derfor en særdeles, kompleks sammenhæng mellem brug af computere og læsning/andre kompetencer.
Det meste research interesserer sig for læsning i studiesammenhæng, hvor erindring og forståelse dermed også sættes i fokus.
“The crucial questions are these: how to convert the increased digital reading into increased reading ability and how to make effective bridges between digital reading and the literacy traditionally associated with print” (berkeley.edu)
For al digital læsning er distraktion den værste: Reading on almost any digital device requires much greater self-regulation than reading in print does; helping students to cultivate this self-regulatory ability is perhaps the first task facing any teacher who wants her students to read well” (berkeley.edu)
Sammenholdes dette med den digitale virkelighed, viser det sig igen, at skærmene har sejret sig selv ihjel. “Digital Reading also means multimedia reading, with hyperlinks, moving and interactive graphics, animations – such digital reading elements can put a heavy strain on the brain,” explains IWM expert Peter Gerjets. “Reading on the Internet is more exhausting and tends to be more superficial,” says Gerjets. “Resources that would be needed for a deep reading are easily wasted by clicking and multimedia.” (Tellerreport 2019)
Mediestyrker og svagheder
Således opmuntret kan vi konstatere, at papiret fortsat indbyder til uforstyrret læsning, fordybelse. Men har pris, tilgængelighed og distribution imod sig. Fordele og ulemper er dermed velkendte.
Skærmlæsning skal definere sit format helt præcist. Til formålet. Typen af stof. Længden. Oftest er læsning på skærm kendetegnet ved en skimmende og overfladisk læsning og en læsning, der hurtigt kan afbrydes eller forstyrres. Dette er den digitale adfærds grundpræmisse.
I læsesammenhæng giver det derfor samlet god mening at “rydde op” digitalt. Skabe orden, ro og overblik. Vise fremdrift, tilbageværende læsning, handlingsmarkører – og først senere give valgmuligheder baseret på tidligere valg eller ønsker.
På en skærm ser læseren kun den del af teksten, som skærmens størrelse tillader. Det betyder, at læseren ofte ikke har en fornemmelse af teksten som helhed. For bøger er dette indlysende vigtigt, men også for magasin formater og længere tekster online skal formatet respektere faldgruberne.
For de kommercielle nyhedsmedier er det hele af begrænset relevans. Her af det ikke værdien af læsningen – erindring og forståelse – der er hovedsiget, men blot øjnenes eksponering for indhold og (kommercielle) budskaber. Så her er opgaven en anden.
Til gengæld er emnet så massivt at selv i denne begrænsede sammenhæng er der sat kilder på til yderligere forstyrrelse af nattesøvnen.
PS: Og ja, jeg printede indlægget med henblik på at læse korrektur, aka skærmene har sejret sig selv ihjel
Uddrag af Digital Demens
https://issuu.com/lohse/docs/uddrag_af_digital_demens
West point
https://www.gse.harvard.edu/news/uk/17/08/note-taking-low-tech-often-best
Hånd eller tastatur
https://www.berlingske.dk/aok/pennen-er-staerkere-end-tastaturet
Research om læsning fra skærm
https://www.scientificamerican.com/article/reading-paper-screens/
https://teaching.berkeley.edu/digital-reading-challenges-and-opportunities
https://www.videnomlaesning.dk/projekter/laesning-paa-digitale-enheder/
Nærsynethed
