UN Emissions Gap 2024: Dyster rapport om klimaet forud for COP29
Torsdag 24. oktober landede endnu en UN Emissions Gap rapport, denne gang for 2024, og endnu engang en dyster rapport om klimaet!

Det er stadig teknisk muligt at nå Paris aftalens mål om 1,5°C, men kun med en G20-ledet massiv global mobilisering for at reducere alle drivhusgas-emissioner….startende allerede fra i dag!
Fortsætter vi som hidtil, vil det medføre en katastrofal temperaturstigning på op til 3,1°C ifølge rapporten fra UN EP – FNs klima program.
Som det ser ud nu, bliver de nuværende, indgåede nationale forpligtelser for 2030 ikke opfyldt; og hvad værre er, selvom de er opfyldt, vil temperaturstigningen kun være begrænset til 2,6-2,8°C
Rapporten er den 15. udgave i en serie, der samler mange af verdens førende klimaforskere for at se på fremtidige tendenser inden for drivhusgasemissioner og give potentielle løsninger på udfordringen med global opvarmning.

Den globale udledning stiger fortsat
De globale drivhusgasemissioner satte en ny rekord på 57,1 Gigaton CO2e i 2023, en 1,3 pct stigning fra 2022-niveauet.
Stigningen i de samlede drivhusgasemissioner fra 2022-niveauet er over gennemsnitsrate i tiåret forud for COVID-19 pandemi (2010-2019), hvor drivhusgasemissioner væksten var i gennemsnit 0,8 procent om året.
Eneste fald i den globale emission var covid-19 nedluknings-året 2020.
1,5°C stadig teknisk muligt, men der kræves en massiv indsats
Ifølge UNEP-rapporten er de hovedansvarlige for de nuværende emissioner G20-landene (der foruden folkerige nationer som Indien, Kina, Indonesien og Brasilien blandt andet tæller EU, USA og Japan) og udgjorde 77 pct af de globale emissioner.
Som rapporten pointerer har G20 landene dermed et nøgleansvar for at ‘lukke’ emissionskløften. Det er både omkostningseffektivt – og fair – for G20 at reducere sine emissioner hurtigere og kraftigere end det globale gennemsnit.
Rapporten identificerer også et såkaldt teknisk potentiale for emissionsreduktioner frem mod 2030 på op til 31 gigaton CO2e – svarende til omkring 52 procent af emissionerne i 2023 – og 41 gigaton i 2035.
Øget udbredelse af solcelleteknologier og vindenergi kan levere 27 procent af det samlede reduktionspotentiale i 2030 og 38 procent i 2035. Indsats på skovene kan levere omkring 20 procent af potentialet i begge år. Andre muligheder omfatter effektiviseringstiltag, elektrificering og forbrugsskifte i bygninger, transport og industri.
Potentialet tager udgangspunkt i COP28-målene om at tredoble vedvarende energikapacitet inden 2030, fordoble den globale gennemsnitlige årlige sats for energieffektivitetsforbedringer inden 2030, overgang væk fra fossile brændstoffer samt bevare, beskytte og genoprette natur og økosystemer.
Næste COP møde; Baku 11. – 22. nov
Det anses for afgørende at de nationale forpligtelser og klimamål bliver såvel opdateret som ambitiøse, svarende til den enorme ‘emissionskløft’ mellem de nuværende udledninger og behovet for reduktioner.
Rapporten lander derfor som normalt belejligt forud for COP29 mødet i november, denne gang i Aserbajdsjans hovedstad.
Så må vi med vanlig spænding afvente om dystre forudsigelser kan foranledige til handling.
Denne gang….
Find rapport og pressemateriale her:
https://www.unep.org/resources/emissions-gap-report-2024