UNEP Emission Gap Report 2022: Parisaftalens mål om 1.5 grad forpasset!?
FNs Miljøprogram (UNEP) udsendte torsdag 27. oktober “Emission Gap Report 2022” om afstanden mellem klodens klimaløfter og indfrielse af målet fra Paris-aftalen. Det er den 13. rapport og i lighed med tidligere rapporter er der en betydelig afstand – gap – mellem hvad verdens lande har forpligtet sig til at gøre og hvad de burde gøre.
Det ser overordentligt svært ud et nå Paris-aftalens mål om et godt stykke under 2 grader og helst kun 1,5 grad temperaturstigning..
Genkald for et øjeblik skovbrandene denne sommer, i Sydfrankrig. Oversvømmelserne i Pakistan, med en tredjedel af landet under vand. Tørken på Afrikas Horn, med regnen slået fejl for fjerde år i træk og 23 mio i sultkrise. Ekstremt vejr, voldsomme regnskyl, orkaner og tørke er direkte konsekvenser af temperaturstigningen – bl.a. fordi luften ved højere temperaturer kan holde mere vand. Dvs mindre regn sine steder – og voldsommere mængder andre steder, når sluserne åbnes….
Og alt dette hvor vi er lige nu med en temperaturstigning på 1,1 grad….
Så – hvor er vi på vej hen…?
Den dårlige nyhed i Emission Gap Report 2022 er, at ved de globalt aftalte reduktioner (aftalte!!) ender kloden med en temperaturstigning på 2,8 grad i 2100.
Rapporten skriver direkte, at der ikke foreligger nogen troværdig rute mod de 1,5 grads temperaturstigning fra Paris-aftalen. Det ville forudsætte hidtil uhørte indsatser i forhold til at reducere udledningen af CO2.
Og her bidrager den netop offentliggjorte rapport fra det Internationale Energiagentur (IEA) desværre med mere nedslående nyt. 2021 satte ny rekord i udledninger fra energi med 37 gigaton. Uagtet at IEA prognosen – baseret på planlagte omlægninger til grøn energi – forventer et fald i udledninger fra ca 2025 frem mod 2050 til 32 gigaton, svarer det til en temperaturstigning på 2,5 grad. Og det konkluderes afslutningsvist, at der globalt set har været investeret for lavt i energi, demonstreret ved 2022 chok i priser og forsyning.
“Alle lande er nødt til at gøre mere, end de gør. Alle er nødt til at gøre mere – hurtigere”, siger Anne Ollhoff til dr.dk. Anne Ollhoff er medforfatter til FN Emissions Gap rapporten.
”…vi ved – uden tvivl, for det bliver tydeligere og tydeligere med hver eneste rapport – at hver lille tiendedel af en grad har en betydning for, hvad vi vil se af klimapåvirkning og katastrofer over hele jorden”, siger hun
Rapporten opsummerer udfordringen direkte i sin overskrift: “The closing window – climate crisis calls for rapid transformation of societies”.
Desværre ikke et nyt budskab….